Nyt testamente
Dansk Bibel 1819
← 7

Lukas 8

9 →
1

Og det begav sig derefter, at han reiste igjennem Stæder og Byer, og prædikede og forkyndte Guds Riges Evangelium, og de Tolv med ham,

2

saa og nogle Kvinder, som vare helbredte fra onde Aander og Sygdomme, nemlig: Maria, der kaldtes Magdalene, af hvem syv Djævle vare udfarne;

3

og Johanna, Chuzas’, Herodes’ Fogeds, Hustru, og Susanne og mange Andre, som kom ham til Hjælp med deres Gods.

4

Men da meget Folk kom tilsammen, og de droge til ham fra alle Stæder, sagde han ved en Lignelse:

5

der gik en Sædemand ud at saae sin Sæd; og idet han saaede, faldt Noget ved Veien, og blev nedtraadt, og Himmelens Fugle aade det op.

6

Og Noget faldt paa en Klippe; og der det voxte op, visnede det, fordi det ikke havde Vædske.

7

Og Noget faldt midt iblandt Torne, og Tornene voxte op med og kvalte det.

8

Og Noget faldt i god Jord, og det voxte op og bar hundredefold Frugt. Der han dette sagde, raabte han: hvo som haver Øren at høre med, han høre!

9

Men hans Disciple spurgte ham, hvad denne Lignelse skulle betyde?

10

Men han sagde: Eder er det givet at vide Guds Riges Hemmeligheder, men de Andre ved Lignelser, at de Seende skulle ikke see, og de Hørende ikke forstaae.

11

Men dette er Lignelsen: Sæden er Guds Ord.

12

Men de ved Veien ere de, som det høre; derefter kommer Djævelen og tager Ordet af deres Hjerte, at de ikke skulle troe og blive salige.

13

Men de paa Klippen ere de, som annamme Ordet med Glæde, naar de høre det, og disse have ikke Rod; de troe til en Tid og falde fra i Fristelsens Tid.

14

Men det, som faldt iblandt Torne, ere de, som det høre; og de gaae hen og kvæles under dette Livs Bekymringer og Rigdom og Vellyster, og bære ingen fuldkommen Frugt.

15

Men det i den gode Jord ere de, hvilke, naar de høre Ordet, beholde det i et smukt og godt Hjerte, og bære Frugt i Taalmodighed.

16

Men Ingen, som tænder et Lys skjuler det med et Kar, eller sætter det under en Bænk; men han sætter det paa en Lysestage, at de, som komme ind, kunne see Lyset.

17

Thi der er Intet skjult, som jo skal blive aabenbaret; og Intet er hemmeligt, som jo skal blive kjendt og komme for Lyset.

18

Seer derfor til, hvorledes I høre; thi hvo som haver, ham skal gives; og hvo som ikke haver, fra ham skal og tages det, han synes at have.

19

Men hans Moder og Brødre kom til ham, og kunde ikke komme ham i Tale for Folket.

20

Og det blev ham tilkjendegivet af Nogle, som sagde: din Moder og dine Brødre staae udenfor, og begjere at see dig.

21

Men han svarede og sagde til dem: min Moder og mine Brødre ere disse, som høre Guds Ord og gjøre det.

22

Og det begav sig en Dag, at han traadte i et Skib tilligemed sine Disciple, og han sagde til dem: lader os fare over Søen; og de fore ud.

23

Men der de seilede, faldt han i Søvn, og en Storm reiste sig paa Søen, og Skibet blev fuldt af Vand, og de vare i Fare.

24

Da traadte de til ham, og vakte ham og sagde: Mester, Mester! vi forgaae. Men han stod op og truede Veiret og Vandets Bølger; og de lagde sig, og det blev blikstille.

25

Da sagde han til dem: hvor er Eders Tro? Men de forfærdedes, og forundrede sig og sagde til hverandre: hvo er dog denne? Thi han byder baade over Veir og Vand, og de ere ham lydige.

26

Og de seilede frem til Gadarenernes Egn, hvilken er tvert over for Galilæa.

27

Men der han traadte ud paa Landet, mødte han en Mand af Staden, som i lang Tid havde været besat af Djævle, som ikke tog Klæder paa og ikke blev i Huus, men iblandt Gravene.

28

Men der han saae Jesus, raabte han og faldt ned for ham og sagde med høi Røst: hvad haver jeg med dig at skaffe, Jesus, den allerhøieste Guds Søn? jeg beder dig, at du ikke vil pine mig.

29

Thi han bød den urene Aand at fare ud af Mennesket; thi i lang Tid havde den sledet ham, og han havde været bunden med Lænker og Bøier og bevogtet, og han havde sønderrevet Baandene, og var dreven af Djævelen i Ørknerne.

30

Men Jesus spurgte ham og sagde: hvad hedder du? Men han sagde: Legion; thi mange Djævle vare farne i ham.

31

Og de bade ham, at han ikke vilde byde dem fare hen i Afgrunden.

32

Men der var sammesteds en stor Hjord Sviin, som græssede paa Bjerget; og de bade ham, at han vilde tilstede dem at fare i dem; og han tilstedte dem det.

33

Men Djævelene fore ud af Mennesket og fore i Svinene, og Hjorden styrtede sig ned af Brinken og druknede.

34

Men der Hyrderne saae det, som var skeet, flyede de og gik hen og kundgjorde det i Staden og paa Landet.

35

Da gik de ud, at see det, som var skeet, og kom til Jesus og fandt det Menneske, af hvem Djævelene vare uddrevne, siddende ved Jesu Fødder, paaklædt og ved Sands; og de forfærdedes.

36

Men de, som havde seet det, kundgjorde dem ogsaa, hvorledes den Besatte var bleven frelst.

37

Og den hele Mængde af Gadarenernes Land bade ham, at han vilde gaae bort; thi de vare betagne med stor Frygt. Men han traadte i Skibet, og vendte tilbage igjen.

38

Men Manden, af hvem Djævelene vare udfarne, bad ham, at han maatte være hos ham; men Jesus lod ham fare og sagde:

39

vend tilbage til dit Huus, og fortæl, hvor store Ting Gud haver gjort dig. Og han gik bort og forkyndte igjennem den ganske Stad, hvor store Ting Jesus havde gjort ham.

40

Men det begav sig, der Jesus kom tilbage, kom Folket imod ham; thi de forventede ham alle.

41

Og see, der kom en Mand, som hedte Jairus, og han var Forstander for Synagogen; og han faldt ned for Jesu Fødder, og bad ham at komme ind i hans Huus;

42

Thi han havde en eenbaaren Datter ved tolv Aar gammel, og hun droges med Døden. Men idet han gik, trængte Folket ham.

43

Og en Kvinde, som havde havt Blodflod i tolv Aar, og havde kostet al sin Formue paa Læger, og kunde ikke blive helbredt af Nogen.

44

Hun gik til bagfra, og rørte ved Sømmen af hans Klædebon, og strax stilledes hendes Blodflod.

45

Og Jesus sagde: hvo var det, som rørte ved mig? Men der Alle negtede det, sagde Peter og de, som vare med ham: Mester! Folket trykker og trænger dig, og du siger: hvo var det, som rørte ved mig?

46

Men Jesus sagde: der rørte Nogen ved mig; thi jeg fornam, at der udgik en Kraft fra mig.

47

Men der Kvinden saae, at det ikke var skjult, kom hun bævende, og faldt ned for ham, og bekjendte for ham i alt Folkets paahør, af hvad Aarsag hun havde rørt ved ham, og hvorledes hun strax var bleven helbredet.

48

Men han sagde til hende: vær frimodig, min Datter! din Tro haver frelst dig; gak bort med Fred.

49

Der han endnu talede, kom En fra Synagogforstanderens Huus og sagde til ham: din Datter er død; umag ikke Mesteren.

50

Men der Jesus det hørte, svarede han ham og sagde: frygt ikke; tro ikkun, saa skal hun blive frelst.

51

Men der han kom i Huset, lod han han Ingen gaae ind, uden Peter og Jakob og Johannes og Pigens Fader og Moder.

52

Men de græd alle og holdt Veeklage over hende; men han sagde græder ikke; hun er ikke død, men sover.

53

Og de beloe ham; thi de vidste, at hun var død.

54

Men han drev dem alle ud, og tog fat paa hendes Haand, og raabte og sagde: Pige, staa op!

55

Og hendes Aand kom igjen, og hun stod strax op; og han befoel, at han skulde give hende at æde.

56

Og hendes Forældre bleve saare forfærdede; men han bød dem, at de ikke skulde sige Nogen det, som var skeet.

Danish Bible 1819
Public Domain: 1819