Bibelen om et år
September 23


Højsangen 1:1-17
1. Salomos Højsang
2. Kys mig, giv mig Kys af din mund thi din Kærlighed er bedre end Vin.
3. Lifligt dufter dine Salver, dit Navn er en udgydt Salve, derfor har Kvinder dig kær.
4. Drag mig efter dig, kom, lad os løbe; Kongen tog mig ind i sine Kamre. Vi vil juble og glæde os i dig, prise din Hærlighed fremfor Vin. Med Rette har de dig kær.
5. Jeg er sort, dog yndig, Jerusalems Døtre, som Kedars Telte, som Salmas Forhæng.
6. Se ej på mig, fordi jeg er sortladen, fordi jeg er brændt af Solen. Min Moders Sønner vrededes på mig, til Vingårdsvogterske satte de mig - min egen Vingård vogted jeg ikke.
7. Sig mig, du, som min Sjæl har kær, hvor du vogter din Hjord, hvor du holder Hvil ved Middag. Thi hvi skal jeg gå som en Landstryger ved dine Fællers Hjorde?
8. Såfremt du ikke ved det, du fagreste blandt Kvinder, følg da kun Hjordens Spor og vogt dine Geder ved Hyrdernes Boliger.
9. Ved Faraos Forspand ligner jeg dig, min Veninde.
10. Dine Kinder er yndige med Snorene din Hals med Kæderne.
11. Vi vil gøre dig Snore af Guld med Stænk af Sølv.
12. Min Nardus spreder sin Duft, mens Kongen er til Bords;
13. min Ven er mig en Myrrapose, der ligger ved mit Bryst,
14. min Ven er mig en Koferklase fra En-Gedis Vingårde.
15. Hvor du er fager, min Veninde, hvor du er fager, dine Øjne er Duer!
16. Hvor du er fager, min Ven, ja dejlig er du, vort Leje er grønt,
17. vor Boligs Bjælker er Cedre, Panelet Cypresser!

Højsangen 2:1-17
1. Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lilje
2. Som en Lilje midt iblandt Torne er min Veninde blandt Piger.
3. Som et Æbletræ blandt Skovens Træer er min Ven blandt unge Mænd. I hans Skygge har jeg Lyst til at sidde, hans Frugt er sød for min Gane.
4. Til en Vinhal bragte han mig, hvor Mærket over mig er Kærlighed.
5. Styrk mig med Rosinkager, kvæg mig med Æbler, thi jeg er syg af Kærlighed.
6. Hans venstre er under mit Hoved, hans højre tager mig i Favn.
7. Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker det selv!
8. Hør! Der er min Ven! Ja se, der kommer han i Løb over Bjergene, i Spring over Højene.
9. Min Ven er som en Gazel, han er som den unge Hjort. Se, nu står han alt bag vor Mur. Han ser gennem Vinduet, kigger gennem Gitteret.
10. Min Ven stemmer i og siger så til mig: Stå op, min Veninde, du fagre, kom!
11. Thi nu er Vinteren omme, Regntiden svandt, for hen,
12. Blomster ses i Landet, Sangens Tid er kommet, Turtelduens Kurren høres i vort Land;
13. Figentræets Småfrugter svulmer, Vinstokken blomstrer, udspreder Duft. Stå op, min Veninde, du fagre, kom,
14. min Due i Fjeldets Kløfter, i Bjergvæggens Skjul! Lad mig skue din Skikkelse, høre din Røst, thi sød er din Røst og din Skikkelse yndig.
15. Fang os de Ræve, de Ræve små,som hærger Vinen, vor blomstrende Vin!
16. Min Ven er min, og jeg er hans,som vogter blandt Liljer;
17. til Dagen svales og Skyggerne længes, kom hid, min Ven, og vær som Gazellen, som den unge Hjort på duftende Bjerge!

Salmernes 104:1-9
1. Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,
2. hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;
3. du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger;
4. Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!
5. Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;
6. Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.
7. For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,
8. for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;
9. du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden.

Ordsprogenes 24:15-16
15. Lur ej på den retfærdiges Bolig, du gudløse, ødelæg ikke hans Hjem;
16. thi syv Gange falder en retfærdig og står op, men gudløse styrter i Fordærv.

1 Korintherne 11:17-34
17. Men idet jeg giver følgende Formaning, roser jeg ikke, at I komme sammen, ikke til det bedre, men til det værre.
18. For det første nemlig hører jeg, at når I komme sammen i Menighedsforsamling, er der Splittelser iblandt eder; og for en Del tror jeg det.
19. Thi der må endog være Partier iblandt eder, for at de prøvede kunne blive åbenbare iblandt eder.
20. Når I da komme sammen, er dette ikke at æde en Herrens Nadver.
21. Thi under Spisningen tager enhver sit eget Måltid forud, og den ene hungrer, den anden beruser sig.
22. Have I da ikke Huse til at spise og drikke i? eller foragte I Guds Menighed og beskæmme dem, som intet have? Hvad skal jeg sige eder? Skal jeg rose eder? I dette roser jeg eder ikke.
23. Thi jeg har modtaget fra Herren, hvad jeg også har overleveret eder: At den Herre Jesus i den Nat, da han blev forrådt, tog Brød,
24. takkede og brød det og sagde: "Dette er mit Legeme, som er for eder; gører dette til min Ihukommelse!"
25. Ligeså tog han og,så Kalken efter Aftensmåltidet og sagde: "Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod; gører dette, så ofte som I drikke det, til min Ihukommelse!"
26. Thi så ofte, som I æde dette Brød og drikke Kalken, forkynde I Herrens Død, indtil han kommer.
27. Derfor, den, som æder Brødet eller drikker Herrens Kalk uværdigt, pådrager sig Skyld over for Herrens Legeme og Blod.
28. Men hvert Menneske prøve sig selv, og således æde han af Brødet og drikke af Kalken!
29. Thi den, som æder og drikker, æder og drikker sig selv en Dom til, når han ikke agter på Legenet.
30. Derfor ere mange skrøbelige og sygelige iblandt eder, og en Del sover hen.
31. Men dersom vi bedømte os selv, bleve vi ikke dømte.
32. Men når vi dømmes, tugtes vi af Herren, for at vi ikke skulle fordømmes med Verden.
33. Derfor, mine Brødre! når I komme sammen til Måltid, da venter på hverandre!
34. Når nogen hungrer, han spise hjemme, for at I ikke skulle komme sammen til Dom. Men det øvrige skal jeg forordne, når jeg kommer.